Interview med To The Moon, Honey fra december 2019
Da jeg blev skilt som 36-årig, havde jeg et håb og et ønske om, at min datter Thea, ikke skulle være enebarn. Men da jeg fyldte 40, og endnu ikke havde mødt den rette, var jeg reelt tilfreds med tanken om, at jeg havde været så privilegeret at få verdens dejligste pige. Jeg skulle ikke have flere børn.
Jeg arbejdede som HR-chef i Dannebrog Rederiet, men da jeg en dag mistede min computer og alle mine billeder fra Theas første år forsvandt, satte det nogle tanker i gang, og min tidligere kompagnon Rikke og jeg begyndte at tale om at lave scrapbøger i et nyt format, heriblandt Barnets Bog. Midt i en tid præget af sociale medier, sms’er og mails har håndskriften fået en renæssance. For næst efter ens fingeraftryk, er det tæt på at være det sidste, der for alvor er vores eget. Og det var netop det, Specialdays produkter skulle kunne, nemlig at sætte fingeraftryk til de næste generationer og skabe produkter, der kan gå i arv – i såvel indhold, udseende og kvalitet.
Jeg var 41 år, da jeg mødte Christian. Han var seks år yngre end mig, og havde ingen børn, og det var tæt på at være kærlighed ved første blik. Jeg var sikker på, at jeg gerne ville have børn med Christian – og jeg var også sikker på, at jeg sagtens kunne blive gravid igen. For god ordens skyld, blev jeg dog undersøgt – og til min store skuffelse viste det sig, at jeg ikke havde en særlig stor æg- reserve. Vi skulle i gang med IVF behandling (reagensglasbehandling, red.) med det samme, hvis vi skulle have en chance for at blive forældre sammen. Jeg gik i gang med hormoner og fertilitetsbehandling, og ved andet forsøg blev jeg gravid. Vi var lykkelige! Det var sommer, og vi var på ferie på Mallorca, da jeg tog graviditetstesten. De kommende dage talte vi navne, fødselsdato og ringede rundt til familien og nærmeste venner for at viderebringe den lykkelige nyhed. Men blot en uge senere aborterede jeg…
Drømmen brast
Jeg var kortvarigt alene i lejligheden på Mallorca, da jeg begyndte at bløde. Jeg vidste med det samme, at det ikke bare var en graviditetsblødning. Jeg var i kæmpe chok, og igen havde det ikke strejfet mig, at jeg kunne abortere, når nu vi var nået så langt. Jeg græd hele tiden. Jeg havde nået at se det hele for mig, og nu brast drømmen. Siden jeg mødte Christian, havde jeg sagt, at han skulle have børn. Jeg ville ikke byde ham et liv, hvor han ikke fik sine egne børn. Han sagde, at det var os to, og hvis det ikke lykkedes, så havde vi Thea. Men det kunne jeg mærke, at jeg ville have det rigtig dårligt med. Jeg tror heller ikke, vores forhold ville have holdt – trangen til at få et barn, ville med tiden vokse sig større. Jeg sad derfor pludselig også med en frygt for at miste ham. Håbet om at det nok skulle lykkes Der gik yderligere et år og fem forsøg, hvor vi konstant levede efter en dato i kalenderen, før vi var så heldige at se en positiv graviditetstest igen. Den var meget positiv. Ved første scanning i uge 7 kunne vi se ikke bare ét, men to små hjerter, der bankede. Det var en stor overraskelse, og vi fik besked om, at vi nok skulle forvente, at den ene ville gå til inden uge 12. Det skete heldigvis ikke. Jeg kan huske en periode af min graviditet, hvor jeg var reelt bange for, om jeg kunne klare at have tvillinger. Jeg skulle lige fordøje tanken om to små børn, og jeg kunne slet ikke se, hvordan jeg skulle kunne klare det.
Tvillingefødsel
Jeg ville gerne føde tvillingerne naturligt, såfremt de lå, som de skulle, og lægerne sagde god for det. Fødslen var en højrisikofødsel, dels fordi det var en tvillingefødsel, men også fordi jeg var 43 år. Vandet gik om natten, tre dage inden jeg skulle sættes i gang. Jeg ringede til hospitalet, og de sagde, at jeg skulle pakke en taske, for vi kom ikke hjem i lejligheden, før jeg havde født. Vi løb rundt i lejligheden og sagde ’nu er det nu!’.
Jeg fødte Nola og Wilbert, og de vejede begge blot 2300g, men da jeg havde født til tiden, var det blot et spørgsmål om, at de tog på, som de skulle. Vi var derfor indlagt i 12 dage på neonatalafdelingen, hvor jeg fik styr på amningen. Jeg husker det som så personligt og intimt, da jeg ammede Thea, men når der er to børn på én gang, er det noget helt andet – jeg var den vildeste ammemaskine!
De første følsomme dage
De følelser og tanker, der opstod i dagene efter fødslen, har jeg heldigvis noteret i mine ‘barnets bøger’, og jeg elsker at genopleve de følelsesladede og smukke oplevelser fra de første timer og dage på hospitalet. Det er trods alt en begivenhed, som kun nogle er så heldige at opleve få gange i deres liv, og selvom der er mange ting, jeg husker fra fødslen, så kan jeg se, at der også er mange ting, jeg havde glemt, hvis jeg ikke havde fået dem ned på papir. Jeg har heldigvis løbende været god til at udfylde bøgerne til alle 3 børn, og vi har det altid sjovt og hyggeligt, når vi sammen kigger på billeder, fra de var mindre, og fortæller historier om deres opvækst, og sjove ting de har sagt og gjort.
Jeg har selv været lykkelig for de bøger, mine forældre har udfyldt om mig, og har nydt at dele dem og deres egne bøger med mine børn. Børnenes bedsteforældre er nu i gang med at udfylde Specialdays bedsteforældrebøger til mine børn, fordi jeg synes, det er hyggeligt og vigtigt, og fordi jeg tror på, at de nedfældede minder, erfaringer, tanker og historier, er med til at definere os som mennesker.
At blive mor i en alder af 43 er lige så livsbekræftende og fantastisk, som at blive mor i en alder af 33. Jeg har selvfølgelig gjort mig nogle andre tanker under min seneste graviditet og efterfølgende med tvillingerne, end jeg gjorde med Thea – jeg føler en større trang til at holde mig sund og i gang. Jeg vil gerne bidrage til den energi, livet med små børn kræver.
Tekst Bea Fagerholt Foto Liv Winther
