
9 tips til at udfylde barnets bog
At udfylde barnets bog er en helt særlig måde at forevige de små og store øjeblikke fra den første tid. Det er ikke bare en gave til dit barn – det er en kærlighedsfuld arv, som vil vække glæde i generationer. Her får du 9 tips til, hvordan du gør udfyldningen af barnets bog til en hyggelig og overskuelig opgave, der gemmer minder for livet.
1. Start allerede i graviditeten
Begynd at udfylde barnets bog, mens I stadig venter på den lille. I Specialdays' bøger er første kapitel dedikeret til graviditeten og familieforbindelser – emner, som kan beskrives, allerede inden hovedpersonen er kommet til verden.
2. Gem de små ting
Små genstande kan gemme på store minder. Gem dokumenter fra hospitalet, udklip fra dagens avis, en tørret blomst eller en lille tegning. Læg dem løst ind i bogen eller i en æske, så kan I altid senere beskrive deres betydning. Vores album med ringbind har praktiske kapitellommer, hvor minderne bliver passet godt på – og der kan også tilkøbes plastiklommer.
3. Sæt tid af
Bare en halv time en gang imellem gør en stor forskel. I vil blive overrasket over, hvor meget I kan nå på kort tid. De små øjeblikke, I dokumenterer nu, vil være uvurderlige minder senere – både for jer og for jeres barn. Det kan de fleste, der selv har sin gamle ‘barnets bog’ liggende, nok skrive under på. Det er så rørende og sjovt at læse om sig selv som barn.
4. Del opgaven op
Er I to forældre, så fordel opgaven imellem jer. Lad bogen ligge fremme, så det er nemt at skrive en hurtig note. Måske skriver den ene, mens den anden sørger for at få printet fotos?
5. Få printet fotos
Billeder bringer minder til live. Brug en smartphone-printer, som kan købes sammen med vores barnets bog, eller bestil jeres billeder trykt direkte på siderne i vores album. Udvælg de bedste fotos – det er dem, der fortæller historien.
6. Saml til bunke
Når jeres barn tager sine første skridt, eller siger sit første ord, så lav en hurtig note på telefonen i stedet for at skynde jer at skrive det i bogen. Så kan I altid vende tilbage, når I først sætter jer ned og bruger lidt tid på at udfylde bogen. Det kan nemlig være svært at huske, hvornår de forskellige ting er sket – og endnu sværere at skrive dem ned i bogen, lige når de sker.
7. Skab en hyggestund
Nyd den tid I bruger på at skrive jeres tanker, minder og oplevelser ned, og gør det til en hyggelig stund med en kop kaffe eller te og en god playliste. Bare det at sætte jer ned og gøre jer nogle tanker, og se tilbage på de første par måneder, giver så meget – og sætter tingene i perspektiv.
8. Mind jer selv om værdien
Husk at I er i gang med en opgave, som faktisk kommer til at være en del af jeres egen arv. Ikke bare noget I giver videre til den kommende generation, men også til den generation, der kommer efter den, og den der kommer efter den. Det er så vigtigt at kende sine rødder, og det er en vigtig opgave som forældre at være med til at videregive de minder og gemmer, der er med til at definere os som mennesker.
9. Læg den dårlige samvittighed bag jer
Den dårlige samvittighed hjælper ingen. I får tid, når I får tid – og husk at lidt er også godt. Hvert eneste minde, I skriver ned, vil være en gave for livet. Det vigtigste er, at I nyder stunderne – både de særlige begivenheder og de helt almindelige øjeblikke i hverdagen. Når I først bladrer tilbage i bogen om nogle år, vil I se, at det er de små glimt fra hverdagen, der skaber de største minder.