my special book no. 3


 

- Navn, alder?


Freja Eleonora Olsen, 28 år 


- Beskriv din familie: 

Vi er en lille familie bestående af 3. Philip, min kæreste på 41, vores dreng, Alfred på 18 mdr. og så mig selv.


- Beskriv dit arbejde/virke? Hvordan ser din arbejdsmæssige hverdag ud?

Jeg er lige påbegyndt det sidste år af kandidatuddannelsen på Kunstakademiets Arkitektskole i København. Efter at have afleveret Alfred i vuggestue, cykler jeg gennem byen ud til Holmen og starter altid dagen på tegnesalen med en kop varm kaffe. Så går dagen meget hurtigt med forelæsninger, tegning og modelarbejde og vejledning. Tiden flyver afsted, da jeg holder meget af mit studie og fag. 


- Hvad er du optaget af for tiden?

Lige nu er jeg meget optaget af at få alting til at gå op i en højere enhed. At finde den rigtige balance i hverdagen mellem at være mor, studerende, kæreste og en god veninde.


- Hvornår grinede du sidst sammen med din familie?

Alfred er begyndt at sige en masse ord og han er en lille papegøje, som ivrigt prøver at gentage mange af de ting, som vi siger. Han kan med sin timing og sin iver vende en meget kedelig og alvorlig samtale til smil og grin ved at komme med et nyt ord ind i snakken. Som i morges hvor han meget korrekt og præcist sage: 'Nej altså!'.


- På hvilke måder har livet ændret sig efter at du er blevet mor? 

Mit liv har ændret sig rigtigt meget! Mit liv er helt klart blevet mere struktureret og jeg er blevet mere ansvarsbevidst. Men jeg er virkelig også blevet mere lykkelig og kærlig - det er en helt vild fantastisk følelse at være blevet nogens mor og det giver mig energi og glæde hver dag.


- Hvornår føler du dig som verdens bedste mor? 

Når Alfred bevæger sig tillidsfuldt og smilende ud i sin opdagelse af verden og altid ved at jeg står klar til at give den helt rigtige lange krammer, når han får brug for det.


- Hvad har det positive for dig været ved at udfylde en barnets bog? 

At få husket alle tingene! Vi glæder os over at se tilbage på den første tid og vi glæder os også til at Alfred selv kan sidde og bladre i bogen.


- Hvad er årsagen til at du valgte en Specialday barnets bog? 

Ud over at være et rigtigt pænt design, så har den det helt rigtige univers med sine kapitler, spørgsmål og opdelinger - man glæder sig til at man kan udfylde alle sammen.


- Hvad er din yndlingsside i bogen? 

Helt klart 'Mor og Far fortæller om graviditeten', da Philip her har beskrevet 2. trimester. Det giver noget ret fint at begge forældre kommer på banen og beskriver.


- Hvad er dit yndlingsminde i din egen barnets bog? 

Mine første tegninger. Det er ret fint, at de er blevet gemt.


- Udfylder far også i barnets bog? 

Philip har kun udfyldt under  'Mor og Far fortæller om graviditeten' - men han skal helt klart mere på banen. Vil også lokke ham til at beskrive fødslen ;)


- Hvornår finder du tid til at udfylde din bog - og hvordan er processen? 

En rolig søndag aften i ny og næ efter at jeg har fået printet nogle billeder, som hjælper med hukommelsen.


- Hvordan forestiller du dig, at I kommer til at bruge jeres udfyldte barnets bog i fremtiden? 

Vi skal med sikkerhed udfylde den efter hver fødselsdag. I fremtiden kommer bogen til at hjælpe Alfred med at få en indsigt i sine første år, som han ikke selv kan huske.